historie
Tallerkensmashing og dansene: hvor de kommer fra
Sirtaki er yngre, end de fleste gæster antager, og tallerkensmashing har en reel historie i det græske natteliv — her er, hvor begge dele faktisk opstod.
Find en ledig aften ↗To traditioner, to vidt forskellige aldre
| Tradition | Oprindelse |
|---|---|
| Sirtaki | Koreograferet til filmen Zorba the Greek fra 1964 |
| Tallerkensmashing | Græsk natklubskik, der toppede i 1960'erne–70'erne |
En dans skabt til et filmset
Den dans, som alle i dag forventer på en græsk aften i byen, begyndte som koreografi til en film fra 1964, Zorba the Greek — Giorgos Provias skabte trinnene, Mikis Theodorakis komponerede musikken, der i dag kendes separat som Zorba's Dance, og rutinen syr tre eksisterende danse sammen (syrtos, hasapiko, hasaposerviko) frem for at genoplive én enkelt gammel dans.
Sådan er den bygget til at blive danset
Dansere står skulder ved skulder på række eller i cirkel i 4/4-takt, starter langsomt og øger tempoet, efterhånden som stykket skrider frem — noget af fodarbejdet genkalder bevægelsen fra druerne, der knuses, et nik til de græske rødder, selv om dansen i sig selv er moderne.
Fra biograf til enhver græsk festlighed
Det, der begyndte på et filmset, har siden fundet vej til bryllupper, tavernaer og shows over hele landet, så meget at filmens opdigtede rutine nu er det første, de fleste forestiller sig, når nogen overhovedet siger "græsk dans" — et stykke koreografi, der voksede ud af den film, den blev skrevet til.
At smadre tallerkener med vilje
At smadre tallerkener som festlighed slog igennem i Athens natklubber gennem 1960'erne og 70'erne, efter at en entreprenør ved navn Babavea åbnede et cabaret tæt på Odeon of Herodes Atticus, hvor skikken fik fodfæste.
En skik, der blev reguleret og derefter lempet
I løbet af Grækenlands militærjunta-år medførte det reelle retslige straffe at smadre tallerkener; loven blev senere lempet og tillod det, hvor alle tilstedeværende var indforstået med festligheden.
Gips, ikke keramik, i dag
Moderne spillesteder, inklusive dette, foretrækker lettere giptallerkener frem for keramiske for at skære både omkostningerne og rodet ned — traditionens ånd overlever, selv hvor materialet har ændret sig.